Baby søvn gode råd og tips.
Babys søvn
De fleste er klar over, at der med baby medfølger manglende eller afbrudt nattesøvn. Det er dog de færreste, der kan forberede sig på hvor fysisk og psykisk hårdt det i virkeligheden kan være.
Nogle forældre er heldige, at have en baby der sover det meste af natten, hvorimod andre er uheldige at have en baby der ikke spilder tiden med at sove, eller som har fået byttet om på nat og dag.
Vi vil på babylivet.dk, give dig nogle gode råd til, hvordan du med omsorg og forståelse for den lille, får ændret på babys dårlige sovevaner. Vi giver, udfra egne bitre erfaringer, dig nogle redskaber til, hvordan du nænsomt får din baby til at falde i søvn i egen seng, og til hvordan du får baby til at sove bedre om natten. Vi ligger stor vægt på, at baby skal føle sig tryg under hele processen, og vi går ikke ind for at baby skal græde sig selv i søvn, da vi mener at dette skader baby.
Vi vil nedenfor overskueligt og i punktform forklare, hvad vi mener er vigtigt at få styr på, hvis man skal have en god forudsætning for en bedre nattesøvn.
- Alderssvarende dagsrytme
- Rigelig sund og varierende mad i løbet af dagen, er en forudsætning for at baby kan sove flere timer om natten uden behov for mad.
- Fysisk og psykisk alderssvarende aktivering i løbet af dagen, så baby er naturligt træt til natten
- At baby får de antal dagslure, den har behov for (søvn avler mere søvn. Nogle tror fejlagtigt, at man ved at lade baby sove mindre om dagen, kan få baby til at sove længere og bedre om natten. Dette er dog ikke sandt og oftest helt omvendt. Hvis baby sover dårligt og ikke lang tid nok til sine dagslure, sover baby oftest også dårligt om natten
- At baby bliver tanket godt op til natten (amning, mme, vælling eller natgrød)
- At man udelukker sygdom, tandfrembrud og ørepine
- Gode og forudsigelige putteritualer (Vigtigt, at det er de samme hver aften. Fx synge den samme sang hver aften. Dette forbereder baby på, at den skal sove, og babyer elsker forudsigelighed)
- Den rette temperatur i soveværelset (Ikke for varmt og ikke for koldt)
- Baby skal klædes på ift. rummets temperatur. (Hvis baby sover bedst i et dejlig varmt rum, er det vigtigt ikke at klæde det for meget på, så det risikerer at vågne pga. at den har det for varmt. Eller hvis baby altid sparker sin dyne af om natten, er det vigtigt at klæde baby lidt ekstra godt på med ex. body under natdragten og et par lune sokker, så man ikke risikerer at baby vågner om natten fordi den fryser
- Vigtigt med et trygt og hyggeligt sovemiljø
- Vigtigt med slukket eller dæmpet belysning
- Sikre sig, at baby ikke er syg, ved at få tænder eller har ørepine
- Ro det sidste stykke tid inden sengetid, så baby bliver naturligt træt
- Ro og hygge omkring putningen
Hvis problemet ligger i, at baby ikke vil falde i søvn om aftenen
Hvis i har bestemt jer for at baby skal sove i sin egen seng, er det vigtigt at i holder ved jeres beslutning. (hvis i flytter baby undervejs i processen, forstærker i dets usikkerhed og giver den ret i at det er utrygt at sove i sin egen seng)
Når i har puttet og sagt godnat går i ud af soveværelset. Hvis baby kalder (der er forskel på skab og hvornår baby virkelig har brug for mor eller far) går i ind på værelset og putter igen. Putter baby trygt og godt under dynen, giver evt. sutten og sovebamse (hvis den har en sådan) kysser godnat og går igen ud. Dette fortsætter i med indtil baby falder i søvn. Baby vil tilsidst forstå, at mor og far kommer når baby har brug for det, men at der ikke skal foregå noget andet, end at man skal sove. Det giver en tryghed at vide, at mor og far kommer når baby har brug for det. Man lærer på denne måde baby, selv at falde i søvn, hvilket også er en kæmpe fordel i forbindelse med de natlige opvågninger. Hvis baby lærer at falde i søvn af sig selv, vil den nemmere være i stand til at falde i søvn uden mor og fars hjælp når den vågner om natten.
Hvis problemet ligger i de natlige opvågninger
Det er vigtigt at kende til babys søvnrytme og vide, at der er naturlige natlige opvågninger. Alle babyer vågner flere gange hver nat, men hvis baby har lært at falde i søvn af sig selv, vil baby have bedre forudsætninger for også selv at kunne falde i søvn igen når den vågner om natten.
Man skal selvfølgelig først sikre sig, at baby ikke vågner pga. sult, tørst, utryghed, smerter eller fordi den har det for koldt eller for varmt.
Når man kommer ind til baby (hvis baby sover på eget værelse), er det vigtigt at mindske lys og snak, så baby forstår at man sover om natten, og at der ikke skal foregå noget sjov og ballade.
Vigtigt at fylde baby op med kærlighed og tryghed om dagen, så behovet ikke er alt for stort om natten.
Vigtigt, at man ikke giver baby nogle uhensigtsmæssige forudsætninger for at kan falde i søvn, såsom at nusse baby i søvne, at bære og vugge baby i sine arme, at amme baby i søvn (gælder kun for de større babyer hvor behovet for natmad er mindsket eller ikke eksisterende, da de fleste små babyer altid falder i søvn under de natlige amninger.) Hvis baby får disse dårlige vaner, vil baby være afhængig af dem om natten under samtlige opvågninger, og hvem orker at bære og vugge baby i sine arme kl 3 om natten?
Vigtigt at bruge samme metode om natten, som når man putter baby om aftenen. At man går ind og ud af værelset indtil baby falder i søvn.
Ovenstående kan dog tage tid for baby at lære, men det er det hele værd når det er lært og baby falder i søvn af sig selv både aften og nat. Det er vigtigt, at du er klar over hvilket søvnbehov der svarer til din babys alder, og det er ligeledes vigtigt at baby kommer ordentligt tid i seng om aftenen, så baby ikke bliver overtræt. En overtræt baby er sværere at putte til natten, end en baby der ikke er træt!